.

Copenhagen Open Regatta

Ringsted Ro- og Kajakklub har taget hul på den danske regattasæson ved Copenhagen Open på Bagsværd Sø.

Til højre er det Mike Halvor, til venstre Matias Lang Sørensen.

Ringsted havde syv roere med i forskellige bådklasser, med tre U-19 roere og fire masters (veteran) roere, som skulle ro single-, dobbeltsculler samt firer.

Sigurd Hutnik er i år rykket en klasse op til U-19, og han stillede op i singlesculler begge dage, og fik på førstedagen lige klemt sig i A-finalen og endte med en sjetteplads.

Dagen efter blev han kåret som vinder af B-finalen (nummer 7). En god præstation af Sigurd Hutnik som førsteårsdeltager.

Ligeledes var U-19 dobbeltsculleren på vandet på førstedagen med Mike Halvor og Sigurd Hutnik bag årerne.

De kunne efter de 2000 meter konstatere, at en flot tredjeplads blev resultatet efter en heftig slutspurt.

Om søndagen var Sigurd Hutnik skiftet ud med Matias Lang Sørensen i dobbeltsculleren.

Det var nu ikke noget, som båden tog skade af, for drengene snuppede en flot andenplads.

Masterklassen

Fra venstre Claus Solmer, Steffen Feddersen samt debutanterne Anders Englund og Per Bigum

I masterklassen stillede Steffen Feddersen og Claus Solmer op i dobbeltsculler begge dage.

Løbet på førstedagen blev en meget tæt affære, hvor Ringsted-båden kom ind på andenpladsen.

På andendagen var det stort set samme bådkonstellationer, som stillede op.

Ringsted-båden fik en perfekt start, og indhentede hurtigt Lemvig.

Førstedagens vinder fra Sorø kom bagud fra start, men kom dog op på siden af Ringsted-båden.

Båden fra Sorø var for stærk, og gik forbi Ringsted-båden, som dog bevarede andenpladsen.

Ringsted havde også to nye (gamle) roere med. Anders Englund, som er midt i 40´erne, og Per Bigum, som er midt i 50´erne, stillede for første gang op til kaproning i masterklassen sammen med Claus Solmer og Steffen Feddersen i firer.

Det var hård kost for båden at stille op imod modstandere, som har dyrket sporten i mange år, og med flere VM og OL deltagere som konkurrenter.

Ringsted firer gik uimponeret til opgaven og i et meget tæt løb kom båden ind på femtepladsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klide: “fra Lokalblad Ringsted”

Comments are closed.