.

Topplaceringer ved Aarhus Open Regatta i roning.

I sidste weekend var Ringsted Ro- og Kajakklub igen draget til det Jyske efter Årgangsmesterskaberne i Holstebro for to uger siden.

 

Fra Ringsted deltog Matias Lang Sørensen og Sigurd Hutnik i junior og i master klassen deltog Steffen Feddersen og Claus Solmer-Jørgensen.

 

Sigurd lagde lørdag ud i fint stil ved i overbevisende stil at vinde i U17 Singlesculler. Sigurd førte fra start til mål, og var over 15 sekunder foran nummer 2, så alt i alt en overbevisende sejr.

 

Et par timer senere skulle Sigurd igen på banen samme med Matias som stillede op sammen med det par Odense-roere i dobbeltfirer. Konstellationen var helt ny og havde ikke roet sammen før, og det kunne da også ses på roningen og bådfarten at holdet ikke var sammenroede, og havde derfor ikke de store chancer mod den vindende båd som var en kombination af roere fra flere klubber i København.

 

Lørdagens sidste løb var i dobbeltsculler i U19 for Sigurd og Matias. Sigurd er jo egentlig kun U17, og Mathias er netop startet med at ro for en måned siden efter at havde holdt et års pause fra roningen. De to skulle ro 2000 meter mod en række stærke modstandere, og de to Ringsted drenge måtte hurtigt erkende at det er svært at hoppe en aldersklasse op, og at komme i form på en måned er nok endnu sværere. Det blev dog til en hæderlig 5. plads for de to Ringsted roere.

 

Søndag startede med at Matias og Sigurd igen skulle ud i dobbeltsculleren. På trods af at drengene var lidt mere friske fordi de ikke havde været i løb inden, endte det dog igen med en femteplads, men lidt tættere på vinderen end lørdag.

 

I søndagens program var der også lagt masters løb ind i dobbeltsculler. Og her skulle Steffen Feddersen og Claus Solmer op imod 8 andre masters dobbeltscullere. Det foregår ved at man får handicap efter alder, og at roning er en sportsgren man kan dyrke i mange år bevidste den ældste deltager, hvor der på dåbsbeviset stod 1938! Det betyder også at der er et forspring på 35 sekunder der skal hentes på de 1000 meters roning for de yngste deltagere i klassen.

 

Steffen og Claus skulle vente 15 sekunder før de måtte starte efter første båd. Starten gik rigtig godt og strategien var hurtigst muligt at forsøge at komme frem og få kontakt med de forreste, selv om det at bruge mange kræfter fra start kunne koste på den sidste halvdel af banen. Og strategien lykkedes. Omkring midtvejs ved 500 meter mærket var Ringsted båden oppe på siden af en kombineret båd fra Århus/Randers som havde ført indtil da. Og på trods af at have brugt mange kræfter i starten kunne Ringsted båden holde farten oppe, og fortsatte med at øge ned over de sidste 500 meter og kom i mål som vinder med over en bådlængde ned til Århus/Randers.

Aarhus Open

Herefter var det igen Sigurd som skulle ud i singlesculler i U17. Men i forhold til lørdagens løb var der dukket et par nye konkurrenter op. Og især Holstebro roeren på bane 1 havde ikke tænkt sig at lade Sigurd løbe med sejren som om lørdagen. Løbet udviklede sig til et meget tæt løb hvor de to både lå næsten lige hele vejen ned over banen. Da der manglede 250 meter satte begge roere en stærk slutspurt ind, men desværre for Sigurd var det Holstebro roeren som trak det længste strå og vandt med ca. 1 sekund over Sigurd.

Comments are closed.