Mere fart. Bedre teknik. Stærkere fællesskab.
Har du lyst til at udvikle din kajakroning med fokus på fart, teknik og struktureret træning? Så er mastertræningen måske noget for dig.
Mastertræningen er for unge og voksne, som ønsker mere end en hyggelig rotur, og som gerne vil forbedre deres teknik, kondition og hurtighed på vandet.
Du behøver ikke at ro kapkajak – både turkajakker og kapkajakker er velkomne.
Du er altid velkommen til at kigge forbi en træningsaften. Bemærk dog, at vi indimellem tager kajakkerne på taget og træner andre steder. Hvis du vil være sikker på, at vi er i klubben, er du velkommen til at kontakte Johnny Winther på 89jowi@gmail.com
Træningstid
Tirsdag og torsdag kl. 17.00
Vi mødes omklædte ved Skæverten (bådhuset), hvor vi starter med fælles opvarmning og gennemgang af dagens træningsprogram, inden vi går på vandet.
Hvem kan deltage?
For at få mest muligt ud af træningen forventer vi, at du:
* Har en rimelig balance i kajakken.
* Kan ro 8-10 km i et roligt tempo.
Vi arbejder med
* Roteknik
* Effektiv fremdrift
* Indstilling af kajak og pagaj
* Interval- og konditionstræning
* Mandskabsbåde
* Træning frem mod motions- og konkurrenceløb, f.eks. Ringsted Maraton
Træningsintensitet
Vi træner med fem intensitetsniveauer (T0-T4) – fra rolig grundtræning til maksimal sprint. Det giver en varieret træning med fokus på teknik, udholdenhed og fart.
Udstyr
Du kan sagtens deltage med klubbens udstyr. Efterhånden som du udvikler dig, vil en pagaj, der passer til dig, være en stor fordel.
