.

Kim Wiik – Et kært medlem er gået bort

Det er med stor sorg, at Ringsted Søsportscenter har modtaget det triste budskab om Kims bortgang efter længere tids sygdom.

Kim bisættes 31. marts kl. 1300 fra Sandby Kirke. Foreningen vil være repræsenteret ved bisættelsen.

Kim vil altid være i vores tanker. Hver eneste dag benytter klubbens medlemmer de fine små håndlavede skabe til opbevaring af værdigenstande placeret i omklædningsrum og bådehal. Hver eneste gang en inrigger eller gig-båd skal på søen benyttes Kim Wiiks stålrampe. Tilbygningen for havegrill, havetraktor og polokajakker er ligeledes udført alene med Kims dygtige håndværkerhænder. Kim bidrog til kajakskuret samt kasser til kajaktrailerne. Alle disse faciliteter vil bestå længe efter os alle, og vi er Kim dybt taknemmelige.

Kim blev medlem af Kajakafdelingen i maj måned 2015, købte sin egen kajak og blev ofte set på Haraldsted Sø i roligt og stabilt tempo. Kim fandt tilsyneladende stor nydelse i de fredfyldte omgivelser og i at “jagte” svaner. Mens han roede fandt han på ideer for forbedringer af klubben, og hans hænder omsatte tankerne til rigtige projekter. Han stod selv for det hele, – tegninger, beregninger, indkøb af materialer og selve byggeriet.  Flere af medlemmerne har hans fine små kajakmodeller stående fremme i deres hjem.

Kajakafdelingen bevarede kontakten til Kim til det sidste, vi vil savne hans lune humor og hjælpsomhed.

Ære være Kim Wiiks minde.

Kajakafdelingen, bestyrelsen og alle medlemmer

Comments are closed.