.

Vær med til RRK´s handicapløb for børn, unge og voksne hver onsdag

Onsdag den 4. maj kl. 18.30 går en ny aktivitet i gang på Haraldsted sø, idet der her er mulighed for at deltage i Ringsted Roklubs nye ugentlige handicapløb i kajak.

Mødetiden er hver gang kl. 18.00, hvor man skal skrives på deltagerlisten. Kajakkerne fordeles, og man skal være klar til start kl. 18.30 på vandet.

Handicapløbet er en klubturnering i enerkajak for både børn, unge, voksne som ældre, hvor alle klubbens medlemmer kan deltage. Der ros hver onsdag frem til efteråret og distancen er hver gang 4 km. Alle bådtyper i enerkajak kan benyttes.

Handicap hedder det fordi, den hurtigste roer får et handicap i sin starttid i forhold til den langsomste.

Der konkurreres om to ting: Den bedste tid og flest point. Pointene er nemlig det, der gør, at der i handicap-konkurrencen er noget for alle at kæmpe for.

Nye deltagere starter i deres første løb på ”0-tiden”, og udfra rotiden vil starttiden for deres næste løb blive beregnet.

Første roer i mål får hver gang 20 point, nr. 2 får 19 point osv. Der tildeles dog minimum 5 point for gennemførsel. Nye deltagere kan først opnå point i deres 2. løb, da 1. løb er et seednings løb. Dette betyder, at nye deltagere først optræder på startlisten i deres andet løb.

Til standerstrygningen kåres vinderen af den samlede klubturnering ligesom der uddeles præmier til de 3 bedste tider blandt herrer, damer og roere under 16 år hos drenge og piger.

Benyt med denne nye aktivitet muligheden for både motion og hyggeligt samvær med dine klubkammerater !

Comments are closed.