.

Tureberetninger

 

 

 

DD-Herbst langtur i Spree-området syd for Berlin

 

 

Som medlem af ”Die Dänemarksfahrer” deltog jeg ugen før efterårsferien på deres årlige langtur og

”Herbst-tur”. Turen havde sit udgangspunkt fra Roklubben Beeskow ca. 80 km sydøst for Berlin.

Vi var i alt 12 deltagere (5 danskere og 7 tyskere, hvoraf den ældste deltager var 80 år) og roede i 2 4-åres outriggede klinkbygget gigbåde. 4 personer havde bil-tjansen hver dag, som gik på skift med 1 tysk chauffør og 1 dansk passager. Efter frokosten overtog 2 nye roere bilen. Formiddagsholdets opgave var at finde et egnet tillægningssted samt at sørge for indkøb til frokosten og sætte frokosten frem, så den var klar, når roerne nåede frem. Eftermiddagsholdet skulle frem til overnatningsstedet – ”Jugendherberg” eller roklub – og tømme bilen for bagage samt finde en restaurant, hvor vi kunne spise aftensmad og hygge os. Turen var tilrettelagt således, at udgangspunktet også var slutpunktet på turen. Vi roede på floderne Spree og Dahme, Oder-Spree-kanalen, Dahme-kanal, søer, små kanaler og gennem masser af sluser store som små samt gennem naturreservat – næsten urskovsagtigt, skovområder, landbrugsområder, små landsbyer. Ved adskillige sluser måtte vi tage bådene på land og kører dem på vogne over sluserne og så sætte dem i vandet på den anden side af slusen. Oplevede hvordan bæverne havde gnavet i træerne langs flodkanten samt væltet store træer omkuld. En dag var floden spærret af et træ, som var blevet gnavet over i nattens løb.

 

 

Vi mødtes søndag eftermiddag/aften i Beeskow på en restaurant for at spise aftensmad, da vi ikke kunne købe det på overnatningsstedet, som lå lige ved siden af Roklub Beeskow.

                              

 

Mandag skulle vi ro 46 km på Spree og humøret og vejret var godt, men ind imellem var der en del modvind. Frokosten blev indtaget og foregik på dansk maner.

             

 Dagens kilometer blev kun til 40 km, på grund af at der var mere modstrøm end sædvanligt, samt at vandstanden var højere en normalt på denne årstid, og at det tog længere tid gennem sluserne end planlagt, så da vi kom igennem den sidste sluse ved halvsyvtiden, måtte vi hive bådene på land, da det var ved at blive for mørkt. Bådene skulle bæres op ad en meget stejl trappe lige ved siden af slusen. Så det var med at lægge den ene båd til og tømme den, derefter at trække den til siden lægge den anden båd til og tømme den. Det var nødvendigt, at alle 10 roere hjalp med at bære bådene op. Da vi var færdige, var det helt mørkt.

                                                                                                                                                                                                                                                             

Så skulle vi have kontakt med bilfolkene, for de skulle hente os. På den side af slusen var der ingen landevej lige i nærheden. Ingen eller meget dårlig mobilforbindelse. Stafetter blev sendt ud for at finde en større landevej og finde mobil- og internetdækning. Vi måtte gå 1 km til en lille landsby, hvorefter ved hjælp af mobiler og gps lykkedes det, at få guidet bilen hen til os. Vi skulle køre ca. 15 – 20 km hen til overnatningsstedet. Klokken var efterhånden næsten 21, så vi blev enige om at droppe bad og opredning til efter middagen. Så hen af 22-tiden fik vi endelig middagsmad hos en meget sprælsk krovært, som fik besøg af danske roere om fredagen og i weekenden. Blandt de danske roere viste det sig, at der var kendte roere imellem til nogle deltagere fra os. Kroværten havde fotos af danskerne, da de hvert efterår havde weekendtur i oktober dér.

Tirsdag morgen kørte vi tilbage til bådene. Her fik formiddagsholdet en ekstra opgave, idet bilen kun havde plads til 9 personer og bagage, men da vi var 12, og alle skulle hjælpe med at bære bådene fra en sluse og over en anden og så sætte bådene i vandet, ja, så kunne bagagen ikke pakkes direkte i bilen, da der i bagagedelen skulle ligge 3 personer.

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                    

 

Dagen forløb fint helt efter programmet med sluser, frokost og skift. Som nævnt måtte vi sluse via land nogle gange undervejs på turen.

      

                       

 

 

 

Vi nåede frem til overnatningsstedet Roklubben Lok Zernsdorf ved 17-tiden.

Igen måtte vi køre til en restaurant i en anden by på grund af tirsdagslukning.

Onsdag morgen måtte vi selv sørge for morgenmad i roklubben.

 

 

Frokostpausen skulle holdes efter 8 km. Det syntes vi, at det var for tidligt, når vi havde ca. 25 km bagefter.

Det skulle senere vise sig at være en dårlig ide, idet vi skulle ro det meste af dagen på Oder-Spree-Kanalen, hvor det var umuligt at lægge til land, idet flodbredderne var fulde af skarpe skiffersten, og skibstrafik i form af fragtskibe op til en længde af 150 m.

           

 

 

 

Landholdet skulle findes et sted ca. 15 – 20 km fra startstedet. Det var svært for landholdet mange steder at komme ned til kanalen på grund af skov, marker m.v. I byerne var der ingen tillægningsmuligheder, så turen blev hele tiden forskudt med 5 km, indtil alle var enige om at ro igennem til ”Jugendherberg Braunsdorf”, hvor vi skulle spise aftensmad og overnatte. Ved ankomsten havde landholdet sørget for en god frokost, hvilket blev indtaget med god appetit, og vi fik lov til at drikke en øl, idet der ikke var andre gæster på ankomsttidspunktet.

 

 

 

Om aftenen var alle glade for, at frokosten var spist sent, for der var kun suppe og ganske lidt koldt mad samt vand og te til maden. Så fadene var hurtigt tomme. Torsdag skulle vi fortsætte på Oder-Spree-Kanalen et stykke endnu, hvorefter vi kom ind på Spree igen.

     

 

Lige som vi havde fået bådene i vandet, så begyndte det at regne, og det blev til dagsregn med skift mellem passende småregn og nogle få kraftigere byger. De andre dage havde vi været forvent med solskin og varmt vejr. Belært af onsdagens oplevelse valgte vi at stoppe et sted, hvor det var muligt at lægge til og smøre frokost. Heldigvis var der en havepallion, så vi kunne smøre madpakken i tørvejr. Senere blev frokosten indtaget på en overdækket terrasse et offentligt udflugtssted, som var lukket ned for sommeren. Turen forsatte til slusen ved Neubrück, hvor vi hev bådene på land og blev samlet op af bilen, som kørte os til Beeskow, hvor vi overnattede samme sted, som søndag nat. Nu skulle vi sove 4 på hvert værelse, idet der blev mere end fuldt hus lørdag nat.

Fredag morgen fik vi morgenmad, og værten hyggede godt om os. I dag skulle vi kun ro 16 km, og inden vi tog af sted, skulle man melde sig frivillig til landtjenesten. Ingen meldte sig, så turarrangørerne tog tjansen. Det blev en rotur i dejligt solskinsvejr og en rigtig hyggetur. Vel ankommet til Roklub Beeskow blev bådene tømt og hevet på land. Rengøringen af bådene udskød vi til efter lørdagens rotur, i stedet blev en velfortjent frokost indtaget med bl.a. laks og sekt.

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                       

Fællesfoto blev taget, og snakken gik, og først ved ca. 15.30-tiden gik vi ind for at bade og skifte tøj efter en dejlig langtur på 162 km med diverse udfordringer og ømme bagdele undervejs. Herefter gik vi på byvandring i Beeskow, som er en by med en gammel ringmur rundt om store dele af byen, en gammel velbevaret borg, hyggeligt torv centralt i byen samt en meget speciel gotisk/romersk kirke med store tykke træbjælker i det åbne loftrum. Kirken er stadig under renovering. Forsyning til lørdagens rotur blev foretaget i supermarkedet, hvor vi kunne se, at nu var nogle af lørdagens deltagere begyndt at komme, idet de også forsynede sig til aftenens hygge samt til lørdagens rotur.

DD-Herbsttreff 2013 i Beeskow

Sidst på fredag eftermiddag begyndte de øvrige deltagere at komme. Vi glædede os til at møde de 6 danskere, som skulle komme. Vi skulle blive 53 til aftenens spisning og hygge, som foregik i husets sal/stue, hvor vi overnattede. 7 deltagere var nød til at tage til et gæstgiveri for at overnatte, idet der ikke var plads nok, hvor vi andre sov. Hen på aftenen blev traditionen fuldt med, at der blev vist film fra en gammel rotur, som Gerd fra Roklubben Hella i Berlin havde optaget. Endvidere blev der vist en film fra en rotur ud fra Silkeborg Roklub, da turen i 2015 er i Silkeborg.  Michael fra Roklubben Frankfurter ved Oder-floden viste et digitalt show over rotøjs udseende og tekstiler gennem årene, som han havde lavet. Først klokken 3 om natten gik de sidste i seng, og der blev ro i huset.

Kl. 8.00 lørdag morgen var der morgenmad, og kl. 9.30 skulle vi på vandet. Det blev til, at 37 roede og 16 gik byvandring. Vi roede noget af den samme strækning, som vi havde roet om mandagen, men vi skulle hen til en restaurant, hvor vi skulle have en tysk supperet. Det blev en rotur med fællespauser og hygge undervejs, mens vi ventede på hinanden. Vi var 6 fire-åres outriggere, 1 treer og 1 toer alle med styrmand. Toeren roede deres eget tempo, så dem opgav vi at vente på. De ankom 45 min. efter os andre til restauranten. Hjemturen foregik også med pauser og hygge, men lidt mere spredt. Vi kunne kun lægge 2 både til ad gangen ved roklubben i Beeskow. Roturen var på 33 km. Efter rengøring af bådene var der kaffe og kage i huset, hvor vi overnattede. Der blev hygget og snakket rundt omkring ved bordene. Kl. 19.00 skulle vi mødes på en restaurant til fælles spisning og hygge – her var vi 57 deltagere. Danskere og tyskere blandede sig godt mellem hinanden ved bordene. Først fik vi suppe, så en fiske- eller kødret afhængig af hvad vi havde bestilt ved tilmeldingen. Så læste Peter fra Vegesacker Roklub en beretning fra en 30 år gammel rotur. Meget morsomt indslag. Bestyrelsen præsenterede sig, nye medlemmer blev budt velkommen og fik ”Die Dänemarksfahrer’s nål”, jubilarer blev hyldet. Herefter fortsatte aftenens gode stemning.

Søndag morgen var der morgenmad kl. 8.00, afregning for drikkevarer m.v. og det store farvel og tak for denne gang og på gensyn næste år.

En dejlig oplevelse hvor vi i alt roede 195 km på 6 dage.

Jens Larsen

 

 

 

 

 

 

Weekend tur til Sønderborg

Som det er en del roere bekendt, var der fredag til søndag en rotur fra Nykøbing S. til Holbæk og retur. Den bliver der nok berettet om på dette sted også.

Da deltagerantallet til den tur ikke passede til antallet af pladser i bådene, blev 3 roere enige om at foretage en tur til Sønderborg ugen før og forsøge at lave stuntet, at ro Als rundt på 2 dage. En tur på ca. 85 km. med en førstedag på godt 60 km.

I lang tid op til lørdag d. 24. august, var vi rigtig gode venner med vejrudsigterne, nemlig 3-6 m. sek. fra syd-øst. Meget fint, så kunne vi gå syd om Als og ro 30-40 km. i medsø, høj sol og varme!

Vejrudsigter er dog ikke altid, som vi ønsker dem og slet ikke, hvad de giver sig ud for dage i forvejen! Så efter en tidlig kl. 6 afgang fra Ringsted, lørdag morgen, måtte vi allerede i bilen på vej derned konstatere, at vi ikke kunne gennemføre vores stunt, men tage plan B i brug i stedet, nemlig at gå i læ i Alssund mod Nordborg og hjem samme dag til Sønderborg. Så kunne vi også spare båden (og os!) for den ekstra belastning af alt vores grej!

Alssund var smuk og stille og i læ for østenvinden, der  allerede luftede 8 m. sek. med op til 12 i stødene! Efter at have beundret kopien af Nydam-båden fra søsiden, kom vi ud i Augustenborg Fjord, hvor østenvinden havde frit spil. Vi erkendte hurtigt, at vi nok kunne komme til Nordborg Roklub, men nok ikke komme hjem igen samme dag til vores mad, tøj og  køjer i Sønderborg Roklub!

 

Plan C blev så hevet frem . Den gik ud på at tage den hårde tørn til Augustenborg Roklub i krap modsø, lave et ophold der og se lidt på slottet, roklubben og byen. For at klare det, måtte vi dog søge læ på en strand ved Osbæk og få tanket lidt proviant, inden turen gik de sidste km. til Augustenborg. Selv om vi var skuffede over turændringerne, viste det sig dog at være en fin oplevelse:  En hyggelig roklub, hvor der nærmest var velkomstkomite  i skikkelse af en nydelig yngre dame, som kunne sætte os i forbindelse med formand, der gav kode til klubben, så vi kunne vende tilbage efter en tur i byen og til slottet. I byen  blev vi så nødt til at spise en kæmpe is for at kunne klare strabadserne retur til Sønderborg! Det forekommer mig, at jeg på de sejlskibe der nød den meget kraftige vind, fornemmede en vis hovedrysten over de vanvittige mennesker, der befandt sig i den ”bette” jolle på åben sø!!!!

Nå, men vi nåede velbeholdent, om end lidt slidte, til Sønderborg og en god gang chilli con carne kreeret af skibskokken Torben Steenfeldt, tilsat et par slavebajere, for øvrigt doneret af Tommys arbejdskammerat, Carsten, som for øvrigt dannede modtagelse, da vi ankom om morgenen til Roklubben. Tommy havde ikke nævnt, at han dukkede op med en pose slavebajere, så jeg troede, det var almindelig fremgangsmåde i Sønderborg at modtage udenbys roere på den måde? Til gengæld var den officielle repræsentant, da han ankom lidt senere, noget forbavset over at der allerede var øl på bordet! De blev for øvrigt heller ikke drukket om morgenen, men jeg kom vist nok til at skylde Tommy nogle øl, da regnskabet skulle gøres op? For at hævne os på Tommys finte om morgenen trak jeg så hans  bedste Ripasso op til aftensmaden, mens han snakkede i tlf.  Han påstod i øvrigt, at han var kommet til at tage den med ved en  fejltagelse? Og så ville han ikke engang have den tomme flaske med hjem!

 

Køjepladserne befandt sig i Kondirummet. Dem fandt vi ved 24-tiden, og derfra gik det helt fint: Torben og jeg snorkede, mens Tommy talte i søvne, så det var da godt, der ikke kom nogen for at træne!!!!!!

 

Næste dag var vejrsituationen den samme, men vi var enige om, ikke at gentage turen nordpå. Vi gik derfor mod østsydøst for at finde den 5. roklub på Als, nemlig Høruphav. Også her sloges vi lidt med bølger, modsø og hovedrystende sejlere, samtidig med at vi fra søsiden kunne iagttage et smukt landskab, som jo søndag var præget af Sønderborg Slot, Idrætshøjskolen,  Dybbøl Mølle og Broager Kirke samt nogle smukke skrænter/klinter det meste af vejen til en rar lille ro-/kajakklub i Høruphav. Her spiste vi frokost omgivet af ivrige hvepse, et ”hav” af sejlbåde og en strid vind, der heldigvis var med os hjem til rengøring og nedpakning, samt en laaaaaang hjemtur med en sikker kaptajn ved roret!

På trods af de noget ændrede planer undervejs, noget roere jo er vant til, så var vi en god weekends oplevelser rigere og alle tre enige om, at der er rige muligheder til endnu en tur i området. For eksempel mangler hele den smukke Flensborg Fjord. En mulighed vi også overvejede, men vejret umuliggjorde også den plan.

 

Og alle disse gode oplevelser på trods af at vi ”kun” nåede 64 km. og ikke de 85 som planlagt!!!!!!

 

Mange ro hilsener

Tommy, Torben St. og Kurt

 

 

 

Suså-tur 10 Maj 2013.

Klaus Bo Petersen havde sammen med Mette Zethner inviteret på Suså-tur d. 10 Maj 2013.

IMG_0203

Vi var 9 deltagere på turen som startede klokken 08.00 i klubben. Her mødtes vi over en kop te og kaffe og gennemgik kort dagsplanen. Nummerplader til Susåen blev fordelt og bilerne pakket med kajakker og grej.

Cirka klokken 10.15 satte vi i vandet ved Vrangstrup. Og så gik det ellers gennem stadigt bredere sving ned ad åen. Det var super flot vejr med lette skyer og en let brise. Med andre ord, stegende hedt hvis man havde våddragt på. Klaus førte an og undertegnede dannede bagtrop. Det blev en meget smuk tur gennem talløse sving i ådalen. Natur og marker skiftedes til at give os nye smukke udsigter hele tiden. Og der blev observeret mange fugle. Der var dog én fugl der skilte sig ud. En hvid trane! Hvis nogen har et bud på arten hører vi gerne nærmere.

Efter ca 12 km var det tid til Tystrup sø. Vinden var taget til og pressede bølger sammen i åbningstragten til Susåen.  Så vi blev budt velkommen med krappe bølger stort set fra alle sider. Vi skulle ca 1 km sydpå for at komme ind til frokoststedet lige vest for Bavelsø gods. Det blev en fin lille forsmag til den senere tur.

Klaus viste os på hans medbragte kort hvor langt vi præcist var nået. Da vi skulle af sted efter en hyggelig frokost kom der en gruppe af kanoroere gående forbi. De var blæst inde. Specielt Grethe synes de ”var sej” at ro videre i sådan et vejr.  Vi fik da også en lille rusketur i starten og godt med vand ind over kajakkerne. Efterhånden som vi kom sydligere fik vi mere og mere vinden ind fra agten og bedre rovand. Alle koncentrede sig og alle klarede sig rigtig fint. Gruppen holdt sammen og dækkede hinanden godt op. Flot gået. Derefter var det gennem den afmærkede kanal til Bavelse sø. Denne gang var der vand nok under kølen.

Vel inde i susåen og smukt vand igen var der bred enighed om at fortsætte til Skelby. Turens slutpunkt. Vel ankommet kunne Klaus til sin ”overraskelse” se at vi ikke roede 18-22 km. Men i stedet 26 km! OK, så tror vi på den.

Det var en rigtig god tur som lover godt for resten af sæsonen.  Tak for den. Mvh. Torben Svendsen